PPR Aalborg søger en psykolog til en fast stilling i Team Mental Sundhed (37 timer) fra den 01.08.26
Har du lyst til at gøre en forskel for alle børns deltagelsesmuligheder i betydningsfulde fællesskaber, så har vi et spændende job til dig!
I PPR yder vi pædagogisk, psykologisk vejledning til daginstitutioner og skoler med henblik på at styrke deres arbejde med at udvikle inkluderende børnefællesskaber. PPR's indsats har altid et pædagogisk sigte, der tager afsæt i en kontekstuel forståelse af udfordringerne. Herunder inddragelse af børns, forældres og professionelles perspektiver som en grundlæggende tilgang til at forstå børn i forskellige former for vanskeligheder. Målet med PPR's indsatser er, at alle børn i Aalborg Kommune får de bedst mulige forudsætninger for at lære, være, lykkes og gro.
Vi har i disse år særligt fokus på at skabe muligheder for, at PPR´s viden kommer endnu bedre i spil på nye måder til gavn for flere. Som en ud af flere indsatser har vi en undervisningsindsats, der varetages af psykologer og tilbydes i alle 7. og 8. klasser i kommunen. Formålet er overordnet at bidrage til alle børns trivsel og mentale sundhed som deltagere i stærke fællesskaber. Undervisningen er skruet sammen med afsæt i et almengørende og ressourceorienteret syn på unge-livet.
Stillingen er en meget anderledes PPR-stilling, der retter sig mod en 2-sidet indsats. Den ene er direkte undervisning af kommunens udskolingsklasser og deres lærere samt afholdelse af forældremøder. Undervisningen retter sig imod at forstå og normalisere egne og andres liv, følelser og reaktioner. Den anden del af projektet retter sig mod justering af trivselsmateriale rettet imod skolens yngre elever. I denne del af opgaven vil der være fokus på videreudvikling og opdatering af allerede eksisterende materiale, som kan anvendes af personale på skoler i Aalborg Kommune. Du bliver en del et fast team på 3 psykologer.
Som psykolog hos PPR Aalborg lægger vi vægt på, at du er optaget af dobbeltblikket mellem fællesskaber og individ, og de opgaver som det kalder på.
Du skal være uddannet cand. psych. eller cand. pæd. psych. – gerne med praksisuddannelse.
Fagligt leder vi efter en, der har interesse for og gerne erfaring med:
- Undervisning af unge og voksne
- Samarbejde med de professionelle omkring børnene
- At formidle og træde frem i ”spotlyset” på tværs af kontekster
- At formidle psykologisk viden på skrift til andre fagpersoner og forældre
- Børnefællesskaber og inddragelse af børneperspektiver
- Mødeledelse og procesfacilitering
- At arbejde i en politisk styret organisation.
Som medarbejder og kollega kigger vi efter, at du
- Har mod på og lyst til at gå på arbejde ud fra en præmis om, at vi ikke forventer, at du kan alt fra starten.
- Selvstændigt kan tilrettelægge og prioritere arbejdsopgaver.
- Er mødestabil og trives i såvel selvstændig som fælles opgaveløsning.
- Trives i tætte tværfaglige samarbejdsrum med mange forskellige samarbejdspartnere.
- Trives i og har lyst til at bidrage til en uformel omgangstone.
- Varierende arbejdsopgaver og arbejdsdage, der i perioder kan være travle og krævende.
- Mulighed for selvstændigt at tilrettelægge sin arbejdsdag indenfor en overordnet ramme.
- Flexordning
- Synes det er fedt at indgå i et tæt samarbejde med kollegaer
- Er klar på at bidrage aktivt til og tage ansvar for at være med til at drive indsatsen
- Er kreativ og finder glæde i at føre dine idéer ud i livet.
- Kan stå i, at vi løbende udvikler og afprøver ting, inden de er helt ”perfekte”
Vi kan tilbyde et job med
- Spændende og varierede arbejdsopgaver, som både inkluderer undervisnings- og udviklingsopgaver.
- Tæt samarbejde med tværfaglige samarbejdspartnere.
- Gode kollegiale og faglige fællesskaber - tværfagligt såvel som monofagligt.
- Gode kollegaer og en uformel omgangstone, hvor vi hjælper hinanden.
- Tillidsbaseret ledelse samt ledelsesfokus på en kultur med faglige og personlige udviklingsmuligheder.
Arbejdstiden planlægges i udgangspunktet i tidsrummet kl. 07.00-17.00, men forældremøder må forventes at være placeret frem til kl. 18.30.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du har kørekort og kan disponere over egen bil i arbejdstiden.
Vi drømmer om at læse en ansøgning fra dig, der fortæller om en eller flere af disse ting:
- Er der noget, du er særligt optaget af?
- Fortæl om en oplevelse, der siger noget om dig som menneske og fagperson.
- Har du prøvet at være i tvivl eller lave en fejl? Hvad gjorde du?
Information om PPR kan læses her: Pædagogisk Psykologisk Rådgivning PPR (aalborg.dk)
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til områdeleder Charlotte Møller Mousing på charlotte.mousing@aalborg.dk eller faglig leder for psykologerne Nina Lassen på nina.lassen@aalborg.dk.
Ansøgningen skal vedlægges CV, kopi af komplet eksamensbevis og eventuelt udtalelser.
Endvidere skal der i ansøgningen oplyses personlig e-mail samt telefonnummer.
Arbejdsstedets adresse: Tranumparken 16, 9220 Aalborg Øst
Aflønning: Efter gældende overenskomst
Ansøgningsfrist: Den 11. maj 2026
Ansættelsessamtaler: Den 18. maj 2026 i Tranumparken 16, 9220 Aalborg Øst
Forud for endelig ansættelse indhentes der børne- og straffeattest samt reference.
Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.