GENOPSLAG: Kollega søges til fast stilling på botilbuddet Sonjavej
– Vil du være med til at skabe håb og udvikling?
Er du nysgerrig, engageret og god til at se menneskers ressourcer – også når de ikke selv kan? Så er du måske vores nye kollega på Sonjavej!
Om Sonjavej
Sonjavej er et døgntilbud for 29 borgere med udviklingshæmning, hvoraf nogle kan have en udadreagerende eller selvskadende adfærd. Vi arbejder ud fra principperne i ROR (recovery-orienteret rehabilitering), hvor håb, relationer og ressourcer er i centrum. På Sonjavej bliver du en del af et fagligt stærkt og passioneret team, der brænder for at skabe udvikling, både for beboerne og hinanden.
Sonjavej er delt op i 3 huse, med 7-12 borgere i hvert hus.
Vi søger en kollega, der…
- Har en pædagogisk uddannelse og en stærk faglighed. Du kan også have en anden relevant baggrund som SSA, SSH, ergoterapeut eller lignende. Er du i tvivl, så slå på tråden til en snak.
- Har lyst til at arbejde med mennesker med særlige behov og kan se bag adfærden. Vi forventer at du er nysgerrig overfor beboernes perspektiver og forstår, at bag enhver adfærd er der en logik og et ønske om et godt liv, hvis vi ser efter.
- Kan koble sig på vores værdigrundlag og recoveryorienterede tilgang.
- Trives med forskelligartede opgaver og tager ansvar for opgaveløsning.
- Gerne har kørekort (kategori B) – det er en fordel, da vi har bil og minibus.
- Er en holdspiller, der bidrager med energi, humor og personlighed.
- Har lyst til faglig udvikling og sparring med kolleger, ledere og supervisor. Du har lyst og mod på at blive udfordret, og du bidrager med din faglighed og stiller nysgerrige spørgsmål om det, du får øje på.
Dine opgaver
På Sonjavej møder du ind til et kort overlap, hvor dagens opgaver og særlige viden bliver delt. Du vil være tilknyttet et hus, men vi hjælper hinanden på tværs, og er ét Sonjavej. På en vagt arbejder du sammen med beboerne i huset om dagens opgaver. Ikke to dage er ens, og vi møder beboerne hvor de er den dag.
Du bliver en del af et team, som hører til et af husene, og vil desuden indgå i et kontaktteam som er kontakter for 3-4 borgere.
Dine opgaver kan være:
- Samarbejde med beboere, pårørende og myndighedsrådgivere.
- Hjælpe beboerne med personlig pleje, pædagogisk guidning, madlavning, tøjvask, medicin, samtaler og meget mere.
- Indgå i vagtplanen med dag- og aftenvagter. Der kan en sjælden gang forekomme behov for en nattevagt. Vi arbejder hver 2. eller 3. weekend.
- Dokumentere i fagsystemer.
Vi tilbyder dig
- Et fagligt fællesskab med dygtige kolleger, der sætter beboerne først og fejrer de små succeser.
- Grundig oplæring og månedlige faglige møder.
- Supervision og undervisning i relevante metoder og tilgange.
- Et arbejdsmiljø med høj faglighed, godt samarbejde og plads til grin.
Vores faglige fundament
Vi arbejder med Recoveryorienteret rehabilitering, Low Arousal og metoden LA2u, som vi er i gang med at implementere. Vi bruger også VUM 2.0 til vurdering af beboernes behov i samarbejde med myndighedsrådgiver. Du bliver en del af en arbejdsplads i udvikling, og du får mulighed for at præge retningen.
Har du erfaring med eller interesse for pædagogik, sundhedsfaglighed og arbejdet med mennesker med udviklingshandicap og særlige behov? Så glæder vi os til at høre fra dig!
Arbejdsstedets adresse
Sonjavej 61, 9000 Aalborg
Vil du vide mere?
Kontakt assisterende leder Rikke Klokker på telefon 21 15 24 09 eller TR Jens Lund på telefon 21 17 09 96.
Sådan forløber processen
Ansøgningsfristen er den 25. februar 2026. Vi forventer at holde samtale den 10. marts 2026, så reserver datoen.
Stillingen er på 37 timer om ugen. Tiltrædelse senest den 1. maj 2026.
Ansættelse og løn
Forud for endelig ansættelse indhenter vi straffeattest og referencer. Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.