Vil du være medskaber af de unges fritid i Øgaden?

Sønderbro Ungdomsklub søger en engageret klubansvarlig

UngAalborg søger en klubansvarlig til vores ungdomsklub på Sønderbro. Du bliver en del af et tæt netværk mellem lokale skoler, resten af UngAalborg - klubber, kulturhuse og en masse skønne kollegaer. I fællesskab med lokalområdet skal du skabe tilhørsforhold, tryghed og udvikling for de unge.

Vi har for nylig samlet vores klubber i to områder for at sikre et endnu tættere lokalt afsæt. I hvert område er vi et lederteam på to, der, sammen med klubansvarlige, arbejder tæt sammen om at skabe udviklende fritidstilbud for de 13-19-årige. Vores fokus er det lokale samarbejde, så vi sikrer, at klubben er et inspirerende samlingspunkt.

Du skal som klubansvarlig være med til at udvikle og facilitere aktiviteter, der bruger potentialerne i det fælles tredje og dermed giver unge nye perspektiver på deres liv.

Som klubansvarlig bliver du en del af en fleksibel organisation, hvor den gode relation og de fælles aktiviteter er kernen i arbejdet. Du skal arbejde aktivt med UngAalborgs idealer, værdier og fritidspædagogisk tilgang, i ungdomsklubben, men også i forhold til diverse samarbejdspartner i lokalområdet og i resten af Aalborg Kommune.

Sønderbro Ungdomsklub – et dynamisk frirum

Sønderbro Ungdomsklub har base i hjertet af Øgaden i gode lokaler på Sønderbroskolen. Stillingen er normeret til to ugentlige åbningsaftener i 30 uger om året. Lige nu holder klubben åbent mandag og onsdag kl. 18.00 - 21.00, men vi drømmer om en struktur, der er mere flydende. For os er det vigtigste, at klubben er åben, når de unge har brug for os – uanset om det betyder 35 uger med varierende dage eller pop-up aktiviteter uden for de vante tider - alt efter hvad rammen tillader.

Vores unges ønsker til en ny klubleder:

  • At du er sjov og kan fjolle med os
  • At du kan sætte grænser på en god måde – uden at skælde ud
  • At du er en, vi kan spejle os i

Din profil: Du brænder for Øgadens unge

For at trives i rollen skal du først og fremmest finde glæde i at være noget for nogen og ville noget med nogen. Vi er meget optaget af, at du lever op til idealerne, der er beskrevet i vores virksomhedsplan. Det betyder, at vi forestiller os, at du:

  • Er en stærk relationsbygger: Du ser og rummer alle unge, og du skaber kontakt gennem fælles interesser – uanset om det er gaming, sport eller kreativitet. 
  • Er lokalt forankret: Du har interesse for Øgaden og ser værdien i at skabe et stærkt fritidsmiljø netop her.
  • Er nysgerrig og reflekterende: Du har lyst til at udvikle den pædagogiske praksis sammen med os.
  • Er en holdspiller: Du samarbejder anerkendende med både unge, kollegaer og eksterne partnere som skolen og SSP.

Dine opgaver: Nærvær og struktur

Din tid deles mellem det direkte arbejde med de unge og det bagvedliggende overblik:

  • Det pædagogiske liv: Det er her, dit hjerte skal ligge. Du skal være på vagt mindst en gang om ugen, hvor du er sammen med vores medlemmer. Du sikrer ungeinddragelse og et trygt miljø, hvor alle føler sig set. Sammen med klubbens øvrige medarbejdere står du for at planlægge og afvikle aktiviteter med udgangspunkt i de unges egne ønsker og idéer
  • Ledelse af fællesskabet: I samarbejde med teamlederen er du med til at sammensætte det rigtige hold af medarbejdere og understøtte en god arbejdskultur, der matcher moderne ungdomskultur.
  • Brobygning og administration: Du er klubbens ansigt udadtil i samarbejdet med Sønderbroskolen og SSP. Samtidig styrer du det administrative "maskinrum" (vagtplaner, markedsføring og årshjul).

Praktisk information

  • Organisatorisk: Du refererer til teamlederne i Område 2 og har din daglige gang i Sønderbro UK.
  • Løn og ansættelse: Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026 
  • Timetal: Normen er ca. 241 timer årligt - med mulighed for yderligere timer til aktiviteter.

Ansøgningsfrist: onsdag den 24. juni 2026. Samtaler: Afholdes mandag den 29. juni 2026 fra kl. 12.30.

Yderligere oplysninger: Kontakt teamleder Marianne Andreasen på tlf. 93 52 09 24 eller mail mari8407@ungaalborg.dk. Se også www.ungaalborg.dk.


Forud for endelig ansættelse indhentes der straffe- og børneattest.

Send ansøgning

Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Søg jobbet" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.


Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Marianne Skaarup Andreasen 93520924 93520924
Stillingskategori: Undervisning – almen og special
Arbejdstid: Deltid under 21 timer
Aalborg Kommune
Boulevarden 13 DK-9000 Aalborg
Cvr-nr. 29189420
aalborg@aalborg.dk