UngAalborg søger en barselsvikar til stillingen som projektmedarbejder, der brænder for at skabe fællesskaber og positive selvbilleder for unge med udgangspunkt i kunst og kreative processer

Om organisationen 
UngAalborg er ungdomsskolen i Aalborg Kommune. På tværs af fritids- og skoletilbud arbejder vi med kerneopgaven: At give de unge mulighed for at udvikle positive selvbilleder gennem deltagelse i meningsfulde fællesskaber, der sigter på at forløse deres potentialer og give dem perspektiv på og  mulighed for deltagelse i samfundet. 

I dette barselsvikariat skal du være med til at få det til at lykkes både i en skole- og fritidskontekst. 

Om stillingen
Vi leder efter en kreativ kunst-profil med stærke didaktiske kompetencer og styr på æstetiske læreprocesser, der kan være en gennemgående person i forbindelse med samarbejdet i vores ungdomskulturhuse, med ungdomsuddannelser, klubber og i forbindelse med vores skolesamarbejde og tværkommunale indsatser.

Du bliver tilknyttet vores ungdomskulturhuse Blok X og Stationen, hvorfra mange forskellige aktiviteter, events og projekter initieres og gennemføres - alle med et stort fokus på ungeinddragelse og med udgangspunkt i de unges initiativer, drømme og behov. Her sætter vi kunst, teater, musik, design, gaming, sundhed og demokrati i centrum som det fælles tredje i vores arbejde med fællesskaber, læring og trivsel.

Din opgave bliver dels at føre vores velfungerende fritidshold inden for tegning, kunst og design videre samt at indgå i samarbejder om at skabe og gennemføre forskellige projekter og events, hvor dine kompetencer inden for kunst kommer i spil. 

Derudover vil en stor del af dit arbejde bestå i at undervise og være medudvikler på forskellige forløbssamarbejder med skolerne og andre aktører på ungeområdet i Aalborg Kommune. Der vil som udgangspunkt både kunne være tale om trivselsforløb for unge i udskolingsklasser og alternative læringsforløb, hvor du bruger dine kompetencer indenfor kunst i arbejdet med unges personlige og faglige udvikling. 

Stillingen som projektmedarbejder
Som projektmedarbejder bliver dine hovedopgaver: 

  • at stå for den kunstneriske del i UngAalborgs ungdomskulturhuse, herunder koordinering og udvikling af tværkommunale indsatser samt undervisning på skole- og fritidshold.
  • at have fokus på de unges trivsel gennem kunsten.
  • at udvikle projekter, der bruger kunstens potentialer og dermed giver unge nye perspektiver på deres liv og selvværd. 
  • at samarbejde med vores andre aktiviteter, hvor dit input vil være den kreative og kunstneriske vinkel.
  • at arbejde med grafisk design og kommunikation på sociale medier


Du er derfor det perfekte match, hvis: 

  • Du har gode relationelle kompetencer og har en god og umiddelbar kontakt til unge.
  • Du har godt kendskab til og interesse for kunst- og kulturlivet i Aalborg og er også gerne en aktiv del af det.
  • Du er med på at gøre noget vildt for at skabe interesse for kunst og kultur blandt unge i Aalborg Kommune.
  • Du er en rollemodel, som unge og kollegaer gerne vil være sammen med.
  • Du brænder for at arbejde med unge, formår at skabe ejerskab for unge og er optaget af at gøre en forskel.
  • Du har et godt drive, er opsøgende og kan inspirere andre unge, særligt i forhold til kunst og deltagelsesmuligheder.
  • Du kan planlægge, koordinere og facilitere kreative processer og styre forskelligartede projekter, gerne med et didaktisk overblik.
  • Du er modig, nysgerrig og løsningsorienteret – også når der opstår barrierer og udfordringer på vejen.
  • Du trives på en projektorienteret arbejdsplads i konstant udvikling med mange varierede opgaver fra undervisnings- og udviklingsopgaver til administrative funktioner.
  • Du har gode formidlingsevner og kan arbejde selvstændigt med kommunikationsstrategier, grafisk design og sociale medier.
  • Du er klar på skiftende arbejdstider, heri weekend og aftenarbejde og stort arbejdspres på nogle tider af året.

Vi kan tilbyde:

  • Et job i en dynamisk organisation, hvor arbejdsglæde og tillid er i højsædet
  • Et tæt samarbejde i et kreativt, nytænkende og stærkt tværfagligt team af projektmedarbejdere på Blok X og resten af UngAalborg
  • Højt humør og plads til at lave fejl
  • Frihed i arbejdet
  • En professionel tilgang til opgaver og aktiviteter
  • Et job med en høj grad af kompetenceudvikling

Du kan læse mere om Blok X og UngAalborg på www.ungaalborg.dk og/eller tjekke UngAalborg på Facebook og Instagram.  

Løn- og ansættelsesvilkår
Barselsvikariatet er en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge og skal besættes hurtigst muligt og senest 1. august 2025. Der kan evt. blive tale om en fastansættelse. 

Løn fastsættes efter kvalifikationer og gældende overenskomst. 
Arbejdsstedet er primært hos Blok X i Karolinelund i hjertet af Aalborg, men også i resten af UngAalborg.

Om processen
Der er ansøgningsfrist den 27. maj 2025. 

Samtaler afholdes den 3. juni 2025.


Yderligere informationer og eventuelle spørgsmål kan rettes til Kulturhusleder Camilla Lindum på mail: camilla@ungaalborg.dk eller tlf: 93520905 på hverdage inden kl. 17. Du er meget velkommen til at komme på besøg efter aftale.  

Vi vil foretrække en kreativ ansøgning, hvor dine evner inden for kunst træder tydeligt frem.

Forud for endelig ansættelse indhentes der straffe- og børneattest.

Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Camilla Lindum 93520905
Stillingskategori: Undervisning – almen og special
Arbejdstid: Fuldtid
Aalborg Kommune
Boulevarden 13 DK-9000 Aalborg
Cvr-nr. 29189420
aalborg@aalborg.dk