Sygeplejerske søges til nyoprettet stilling på Gug plejehjem

Vil du bruge din faglighed der, hvor den virkelig gør en forskel – og samtidig udvikle dig som sygeplejerske?

Vi søger en engageret sygeplejerske, der vil være med til at skabe trygge, meningsfulde og fagligt stærke forløb for borgere på vores plejehjem. Det er en ny type stilling, hvor du får mulighed for at bringe hele din sygeplejefaglighed i spil – både i hverdagen og i komplekse eller akutte situationer – og samtidig blive en del af et tæt, tværfagligt samarbejde omkring beboerne.

Din rolle som sygeplejerske:

Her får du ikke blot et job, men en vigtig rolle i et fagligt fællesskab, hvor vi støtter hinanden, deler viden og udvikler nye måder at samarbejde på til gavn for dem, vi er her for. Som sygeplejerske bliver du en vigtig del af at sikre høj faglig kvalitet, styrke den kliniske kvalitet i plejen og sætte retning for det tværfaglige samarbejde – så beboerne mødes af en indsats, der er koordineret, kvalificeret og tilpasset deres behov. Som sygeplejerske på et plejehjem kommer du til at arbejde tæt sammen i mindre klynger med sygeplejersker på naboplejehjem. Du bliver en del af et ERFA-netværk, hvor du sammen med andre sygeplejersker har fagfaglig sparring og kompetenceudvikling.

Gug Plejehjem er et plejehjem med 41 somatiske pladser. Ud af disse 41 pladser er 25 af dem under §47. Dette er ofte borgere uden megen familie, særligt udsatte borgere m.m. Dette gør at vi har mange forskellige type mennesker på vores plejehjemspladser.

Vi vægter hjemlige ramme, hygge og fællesskab højt, samtidig med at vi arbejder ud fra Aalborg kommunes værdigrundlag samt strategierne for senior og omsorg. Vi har ansat 2 husassistent som varetager mange af de grundlæggende opgaver omkring aktiviteter og planlægning heraf, anretning af frokost m.m., social-og sundhedshjælpere og social-og sundhedsassistenter som varetager alle de sundhedsfaglige opgaver samt hjælp efter serviceloven. Samt er rehabilitering noget af det vi virkelig har specielt meget fokus på. 

Vi er et hus i udvikling, vi har det seneste år arbejdet med at skabe en ny hverdag, efter vi blev delt fra de midlertidige pladser, samtidig med, at vi fortsat samarbejder med dem i hverdagen, helt specifikt er der en klar samarbejdsaftale omkring nattevagten, hvor vi er fælles om opgaverne på Gug plejehjem og Gug midlertidige pladser. 

Vi vægter også særligt det sociale aspekt af hverdagen, her er det både ift. beboerne, men også personalet i mellem, vi prioriterer det sociale. Der er en god omgangstone i huset, vi er gode til at hjælpe hinanden og vi har et godt samarbejde med plejehjemslægen, sygeplejerskerne fra sygeplejen og andre tværfaglige samarbejdspartnere.

Vigtigst af alt, så spiller vi hinanden gode.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Udføre kompleks og specialiseret sygepleje i tæt samarbejde med øvrige faggrupper
  • Varetage klinisk lederskab og sikre sammenhæng i borgerforløb, fx ved indflytning, indlæggelse og udskrivelse
  • Understøtte kollegers læring og faglige udvikling gennem sparring og vidensdeling
  • Dokumentere og formidle sygeplejefaglige observationer og indsatser i henhold til gældende retningslinjer
  • Bidrage til udvikling af det faglige miljø og implementering af ny viden
  • Deltage i forebyggende arbejde gennem tidlig opsporing, triagering og samarbejde med plejehjemslæge mv.

Vi søger en sygeplejerske, der:

  • Er autoriseret sygeplejerske med erfaring i komplekse forløb
  • Arbejder selvstændigt og samtidig trives i et tæt tværfagligt samarbejde
  • Har lyst til at bidrage til et lærende miljø og faglig udvikling, fx gennem undervisning eller bedside-oplæring
  • Har mod på at tage klinisk lederskab og koordinere indsatser med borgeren i centrum
  • Har et åbent og positivt menneskesyn, godt humør og kan bevare overblikket i en travl hverdag
  • Kan navigere i omsorgssystemet CURA – eller har lyst til at lære det
  • Stillingen forudsætter at du har B- kørekort og adgang til egen bil 

Vi tilbyder:

  • En arbejdsplads med fokus på faglighed, tværfagligt samarbejde og beboernes livskvalitet
  • Løbende kompetenceudvikling og undervisning – både mono- og tværfagligt
  • Monofaglig sparring med sygeplejersker på tværs af plejehjem samt sparring med kommunens nøglepersoner (fx sår-, kontinens, demens- og APN-sygeplejersker)
  • Grundig introduktion til dokumentation i CURA, arbejdsgange samt procedure- og instruks system VAR samt, hvordan vi arbejder med sundhedsfaglig kvalitetssikring på tværs i plejebolig
  • Det er en fast stilling i udgangspunktet på 37 timer/ugen. Vagterne er primært i dagvagt på hverdage, men med mulighed for aften—og weekendarbejde

Hør mere om, hvordan det er at være sygeplejerske på et plejehjem

Arbejdsstedets adresse: Gug plejehjem, Fortunavej 2, 9210 Aalborg SØ

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte leder Louisa Olsen på 9931 6670 (tast 4) for mere viden om det specifikke plejehjem.     

Hvis du har generelle spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte assisterende plejeboligchef Kathrine Lindegaard Gellert på tlf. 2082 4687.

Nærmere oplysninger om kommunens plejehjem findes på https://plejehjemsoversigten.dk/

Løn- og ansættelsesvilkår

Du vil få ansættelsessted på det søgte plejehjem, med reference til den respektive plejehjemsleder.  Du bliver samtidig organiseret i en geografisk klynge, hvor I både får et fagligt fællesskab og skal hjælpe hinanden på tværs fx ved ferie, sygdom, kurser mm. 

Ansøgningsfrist er den 7. november 2025. 

Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2026 eller snarest herefter. 

Efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Forud for endelig ansættelse skal der foreligge en straffeattest og indhentes referencer.

Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.

Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.

Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin. https://www.aalborg.dk/job-og-karriere

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Louisa Olsen +4599315583 25205583
Stillingskategori: Sundhed og omsorg
Arbejdstid: Fuldtid
Aalborg Kommune
Boulevarden 13 DK-9000 Aalborg
Cvr-nr. 29189420
aalborg@aalborg.dk