Pædagogisk leder til Daginstitutionen Fortuna og Korevej – Dagtilbud Gistrup

Vil du stå i spidsen for en ny institution og være med til at forme en fælles kultur og faglig retning?

Dagtilbud Gistrup søger en pædagogisk leder til en forholdsvis ny daginstitution (sammenlagt i 2024), der er skabt gennem sammenlægning af to tidligere selvstændige enheder. Vi står midt i en spændende udviklingsproces, hvor vi skal finde fælles fodslag og skabe en ny identitet - og her spiller du en central rolle.

Om os

Daginstitutionen Fortuna og Korevej er en ny institution, der består af to matrikler med hver deres historie, faglige styrker og kultur. Vi arbejder med afsæt i NEST og ICDP og har fokus på inkluderende læringsmiljøer og små fællesskaber, hvor omsorg og betydningsfulde relationer er i fokus. 

Vores mål er at skabe en helhedsorienteret og sammenhængende hverdag for børn, forældre og medarbejdere. Institutionen en del af Dagtilbud Gistrup, som består af ti institutioner. I dagtilbuddet arbejder vi ud fra en fælles ambition om at skabe høj kvalitet i hverdagen med afsæt i faglighed, nærvær og tryghed. 

Om jobbet

Som pædagogisk leder får du en hverdag med stor variation – fra pædagogisk praksis og personaleledelse til administrative opgaver og samarbejde på tværs. Du bliver en del af et stærkt ledelsesteam med ni andre pædagogiske ledere og en dagtilbudsleder, hvor vi sammen udvikler og leder Dagtilbud Gistrup med fokus på fælles ansvar for alle børn og en stærk evalueringskultur.

Foran dig står en række spændende opgaver som bl.a. implementering af vores nye grundfortælling: Et dagtilbud i balance, videreudvikling af vores sygefraværsindsats samt udviklingen af kvaliteten i den pædagogiske praksis. Men din vigtigste opgave bliver at skabe en fælles kultur og identitet i vores nye institution, og samle medarbejdergruppen, som består af lige dele nyansatte samt erfarne medarbejdere. 

Som pædagogisk leder får du ansvar for at

  • Skabe en fælles kultur og identitet på tværs af 2 matrikler
  • Lede faglig udvikling og sikre kvalitet i det pædagogiske arbejde
  • Understøtte trivsel og samarbejde i personalegruppen
  • Være synlig og tilgængelig i hverdagen
  • Være anerkendende i din ledelse og har en positiv tilgang til løsningen af de udfordringer og muligheder, der opstår i hverdagen
  • Bidrage til ledelsesteamets arbejde i Dagtilbud Gistrup

 

Om dig

Som leder trives du med at være synlig og nærværende i hverdagen og indgår naturligt i husets fællesskaber og arrangementer. Du har en pædagogisk grunduddannelse og praksiserfaring fra daginstitutionsområdet - gerne med ledelseserfaring.  Forandringer ser du som muligheder, og du har blik for både mennesker og struktur.

Det falder dig naturligt at skabe følgeskab, kommunikere tydeligt og omsætte teori til praksis. Du har en god forståelse for, hvordan man bygger bro mellem forskellige kulturer og bidrager til at forme en ny fælles retning. Forskellighed ser du som en styrke, og du ved, hvordan personalets kompetencer bedst bringes i spil i hverdagen. 

Allervigtigst får du medansvar for, at vores mindste borgere får mulighed for at lære, være, lykkes og gro med så god en start på livet, som vi overhovedet kan give dem i Aalborg Kommune.

Vi tilbyder

Vi tilbyder en arbejdsplads med høj faglighed og et stærkt kollegialt fællesskab, mentorordning og individuel sparring, samt mulighed for faglig og personlig udvikling f.eks. gennem Diplomuddannelse i Ledelse. 

Onboarding processen tilrettelægges ud fra dit behov med fokus på støtte og trivsel.

Praktisk information

Du kan kontakte dagtilbudsleder Karin Andreasen på telefon 31 99 09 71 for yderligere oplysninger vedrørende stillingen. 

Stillingen som pædagogisk leder er på fuld tid og med tiltrædelse den 1. februar 2026 eller hurtigst muligt herefter. 

Ansøgningsfrist er den 9. december 2025, og der afholdes ansættelsessamtaler den 17. december 2025 om eftermiddagen.

Stillingen er aflønnet efter gældende overenskomst mellem KL og BUPL.

Forud for endelig ansættelse indhentes reference samt børne- og straffeattest. 


Arbejdsstedets adresse

Fortunavej 1, 9210 Aalborg

Korevej 2, 9210 Aalborg


Send ansøgning

Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.


Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin. https://www.aalborg.dk/job-og-karriere

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Karin Andreasen +4531990971
Stillingskategori: Ledelse
Arbejdstid: Fuldtid
Aalborg Kommune
Boulevarden 13 DK-9000 Aalborg
Cvr-nr. 29189420
aalborg@aalborg.dk