Pædagog til Fokusklassens yngste – fast stilling på 35 timer - Sofiendalskolen

Vil du være med til at skabe fremtidens DUS i helt nye pædagogiske rammer på Sofiendalskolen?  

Så læs med her …

På Sofiendalskolen er vi i fuld gang med at udvikle vores fritids- og undervisningsmiljøer – både gennem store fysiske renoveringer og gennem nye pædagogiske strategier. Nu søger vi en dygtig, ambitiøs og veluddannet pædagog til skolens yngste specialklasse, som vi håber, vil være en del af den rejse.

Som noget helt unikt arbejder vi i DUS med svømning og virtuel golf som lærings- og inklusionsaktivitet – og vi deltager aktivt i Erasmus+ projekter, hvor vi deler og henter inspiration fra skoler i udlandet. Det giver dig mulighed for at blive en del af både lokale og internationale udviklingsspor. 

Vi leder efter dig, der har blik for både barnet og fællesskabet.

Vi søger en pædagog, der har en stærk specialpædagogisk profil og lyst til at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Hos os møder du elever med forskellige forudsætninger og behov. Derfor er det vigtigt, at du ser mennesket før diagnosen og møder hvert barn anerkendende – også når hverdagen er udfordrende.

Du bliver en del af et læringsmiljø, hvor tydelig klasseledelse, struktur og ro er med til at give børnene tryghed og retning. Opgaven kræver, at du kan bevare overblikket i komplekse situationer og holde hovedet koldt, når presset stiger. Vi arbejder med en neuropædagogisk tilgang, og vi håber, at du har lyst til at bidrage til den og være med til at omsætte faglig viden til motiverende, praksisnær undervisning og leg.

Legen fylder meget i arbejdet med de yngste elever. Vi søger derfor en pædagog, der har lyst til at gå ind i legen og ser sin evne til at lege med børnene som en af sine største styrker. Samtidig handler arbejdet om at udvikle pædagogiske forløb, der både udfordrer og kompenserer. Forløbene skal give eleverne erfaringer og strategier, som kan hjælpe dem med at lykkes fagligt, socialt og personligt.

Arbejdet foregår både i skoletimerne og i DUS. Du skal kunne veksle naturligt mellem at understøtte undervisningen og at skabe gode pædagogiske aktiviteter i fritidsdelen. Du bliver også en del af samarbejdet på tværs med Fokusklasse-DUS, hvor idéer, engagement og lyst til at prøve nye veje er vigtige bidrag til fællesskabet.

Vi lægger vægt på et godt teamsamarbejde. Det betyder, at du er mentaliserende, samarbejdsstærk og har blik for, hvordan man sammen skaber følgeskab om elevernes udvikling. Humor, positivitet og ordentlighed er også en del af den professionelle tilgang, vi ønsker at møde hos hinanden.

Du er uddannet pædagog og har lyst til at blive en del af et ambitiøst miljø, hvor trivsel og læring går hånd i hånd. En diplom- eller kandidatuddannelse er en fordel, men ikke et krav. Erfaring fra skoleområdet er også et plus, men det vigtigste er din faglighed og lyst til opgaven. Stillingen indebærer mindst én morgenåbning og én eftermiddagslukning i DUS.

Om Sofiendalskolen

Vi er en byskole i Aalborg SV med ca. 700 elever og over 100 ansatte. Vores DUS (fritidsordning) er et vigtigt omdrejningspunkt for børnenes hverdag, hvor vi balancerer mellem frie aktiviteter og strukturerede forløb. Vi arbejder hver dag ud fra værdierne ordentlighed, tillid, samarbejde og handlekraftig – værdier, som du også skal kunne se dig selv i. Sofiendalskolen er midt i en større ombygning af hele skolen, og vi forventer, at vores nye indskolingshus står klar slut 2026, hele byggeriet forventes færdig i 2027-28.

Du bliver en del af en skole, hvor vi løfter i fællesskab:

Hos os bliver du en del af en skole i udvikling, hvor faglig fordybelse, nye idéer og et stærkt fællesskab går hånd i hånd. Vi gør os umage hver dag for at skabe gode rammer for elevernes læring og trivsel – og for et arbejdsmiljø, hvor medarbejdere kan trives, udvikle sig og lykkes sammen.

Skolen er i gang med en større renovering og ombygning, som giver os endnu bedre muligheder for undervisning og fritidsliv. Den afdeling, du bliver en del af, står færdig, når du starter. Du får derfor din hverdag i nye rammer, der er indrettet til børnene og de aktiviteter, I skal skabe sammen.

Samarbejde på tværs er en naturlig del af hverdagen. Vi hjælper hinanden, deler viden og tager fælles ansvar, fordi vi tror på, at børn trives og lærer bedst, når de voksne omkring dem arbejder sammen. Vi har høje ambitioner, men lægger også vægt på humor, gode relationer og en positiv stemning. Arbejdsglæde er et fælles ansvar, og vi prioriterer et godt arbejdsmiljø.

Du bliver en del af et selvstyrende team og et professionelt læringsfællesskab, hvor du får reel indflydelse på planlægning og udvikling af den pædagogiske praksis. Her er der plads til at bringe dine idéer i spil, lære af kollegerne og sammen finde gode løsninger for børnene.

Det sociale fællesskab betyder også meget for os. Personaleforeningen arrangerer aktiviteter, der giver os mulighed for at mødes på tværs og lære hinanden bedre at kende – også uden for arbejdstiden.

Vil du vide mere?

Læs gerne skolens kernefortælling på www.sofiendalskolen.dk

Kontakt afdelingsleder Anders Højbjerg på tlf.: 93520535, alternativt skoleleder René Arnold Knudsen på tlf.: 93520540.

Tiltrædelse 1. januar 2027. 

Ansøgningsfrist:   Søndag d. 22. november 2026
Samtaler:               Torsdag d. 26. november 2026


Forud for endelig ansættelse indhentes der straffe- og børneattest samt reference.


Send ansøgning

Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Søg jobbet" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.


Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Anders Højbjerg +4593520535
Stillingskategori: Pædagogisk arbejde – almen og special
Arbejdstid: Deltid over 21 timer
Aalborg Kommune
Boulevarden 13 DK-9000 Aalborg
Cvr-nr. 29189420
aalborg@aalborg.dk